Café Victor

”Vi mødes på Café Victor” – sætningen er ofte hørt. Som rendezvous har Café Victor dannet rammen om mangt et stævnemøde, forretningsmøde, kaffesludder eller blot en tår øl i eksklusive omgivelser.

Café Victor åbnede i 1981 og er inspireret af den fransk/italienske café- og brasseriekultur. Hvor Sommersko repræsenterede den parisiske lokalcafé, og Dan Turéll mere den bohémeagtige franske bar, var Café Victor indbegrebet af den franske storbyrestaurant. Som en af Skandinaviens ældste og mest kendte caféer har Café Victor været på forkant med udviklingen og er blevet til en institution i det københavnske byliv.

Med sit åbne køkken og store vinduespartier signalerer Café Victor en åbenhed overfor sine kunder. Denne åbenhed, der efterleves af stedets personale, gør at mange af vore gæster vælger af komme igen. Dette har skabt en fortrolig stemning mellem gæsterne, hvilket har givet Victor en speciel atmosfære. Om man er stamgæst eller blot kommer for at slukke sin tørst eller stille sin sult er uden betydning – alle er velkommen på Café Victor! Ligeså kommer mange udlændinge dagligt forbi vores bar eller restaurant, hvilket giver stedet en ekstra international dimension.

Mulighederne på Victor er mange; I caféen kan man nyde drikkevarer, der kan suppleres med anretninger fra caféens menukort. Har man lyst til de store gastronomiske armbevægelser er restauranten stedet. Her guider tjeneren gæsten gennem Café Victors menu- og vinkort på en personlig og professionel måde.

Køkkenet er som resten af Café Victor fleksibelt anlagt, og vi gør alt, hvad der er stedet muligt, for at tilfredsstille gæstens ønsker. Køkkenet ændre dagligt aftenens menuer i restauranten, så gæsterne er sikret forskellige smagsoplevelser, ligesom forskellige kunstnere løbende hjælper Café Victor med indretningen, hvilket gør at hvert besøg på stedet byder på spændene nye detaljer og finesser.

Hvor mange af Københavns caféer og restaurationer har ført en omskiftelige tilværelser, ligger Café Victor der stadig i majestætisk stil på hjørnet af Hovedvagtsgade og Ny Østergade, og er ufortrødent frankofil og raffineret.